


Det russiske specialfartøj SS-750 befandt sig nær Nord Stream-rørene fire dage før, rørene blev sprængt i luften den 26. september sidste år. Specialfartøjet er indrettet til at foretage operationer under havet og har en miniubåd af typen AS-26 Priz ombord.
Forsvarskommandoen bekræfter i et svar på en aktindsigt, at der blev taget 26 billeder af det russiske fartøj fra en dansk patruljebåd, der var i området øst for Bornholm den 22. september 2022.
»Det er utrolig interessant. SS-750 er et specialfartøj, som er konstrueret præcis til undervandsoperationer,« siger den svenske forsker, ruslandskender og efterretningsekspert Joakim von Braun.
Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere har arbejdet 15 år i Forsvarets Efterretningstjeneste, mener, oplysningen »kaster lys over det, der foregik i området i dagene forinden«.
»SS-750 er det mest interessante fartøj at få bekræftet, for vi ved, at det har kapacitet til at foretage sådan en operation,« siger Jacob Kaarsbo.
Information har tidligere afdækket, at Forsvarskommandoen er i besiddelse af 112 billeder af russiske fartøjer i området. Men det er altså første gang, forsvaret bekræfter, at der er tale om det specifikke russiske fartøj SS-750 med miniubåden ombord.
Samtidig afviser Forsvarskommandoen at give aktindsigt i billederne af det russiske specialfartøj, da billederne er »af efterretningsmæssig karakter« og »indgår i det efterretningsmæssige arbejde«.
Flere russiske flådefartøjer
Det tyske medie T-Online og open source intelligence-analytikeren Oliver Alexander har tidligere beskrevet, at specialfartøjet SS-750 var et af i alt seks russiske flådefartøjer, der kan have været i området i dagene op til sprængningen af rørledningerne. Det baserede de blandt andet på oplysninger fra anonyme kilder og satellitbilleder, der viste, at SS-750 havde forladt havnen i Kaliningrad samtidig med blandt andre fartøjerne Aleksandr Frolov og SB-123.
Disse satellitfotos sammen med AIS-data fra en slæbebåd indikerer, at SS-750 sejlede fra Kaliningrad klokken 00:22 den 21. september 2022. AIS-sendere bruges typisk af større fartøjer som supplement til radarer. De sender signaler om skibets navn, nummer, retning, dybgang og hastighed og kan dermed bruges til at kortlægge fartøjers færden.
SS-750 sejlede selv uden AIS’en tændt. Slæbebåden Alexandr Frolov havde imidlertid sin AIS tændt ved afsejlingen fra den russiske flådehavn. AIS-data fra dette fartøj viser, at kortegen af flådefartøjer satte kurs mod Bornholm, men nord for Polen blev også slæbebådens AIS slukket. Indtil nu har det været en antagelse, at SS-750 og de fem øvrige fartøjer fortsatte frem til området, hvor Nord Stream-rørene få dage senere blev sprængt i luften. Nu har Forsvarskommandoen så bekræftet, at SS-750 blev observeret i området.
»Det her er en klar bekræftelse. Det fartøj er en del af Ruslands beredskab for ubåde og undervandsoperationer. Det fartøj kan i teorien godt have været der af andre grunde, men timingen for at være på lige præcis det sted på det tidspunkt, det er jo specielt,« siger analytikeren Oliver Alexander.
Joakim von Braun har arbejdet for både den civile og den militære svenske efterretningstjeneste og har skrevet lærebøger om de russiske efterretningstjenester og russiske militære undervandsaktiviteter.
Han kæder de nye oplysninger om, at det danske forsvar har observeret netop SS-750 i området øst for Bornholm, sammen med de tidligere forlydender om de seks russiske flådefartøjer:
»Det indikerer, at mange af de oplysninger, der er kommet frem tidligere, er korrekte. Den gruppe af seks fartøjer, der er nævnt, er en gruppe, der er sat sammen til præcis denne type operationer. Det er meget sandsynligt, at de her fartøjer var indblandet i sabotageoperationen,« siger Joakim von Braun.
Flere lande sendte fartøjer
De 26 billeder af SS-750 blev taget af det danske patruljefartøj P524 Nymfen den 22. september 2022.
Som Information tidligere har beskrevet, var det tydeligt på reaktionen fra flere landes militære enheder, at der skete noget mistænkeligt omkring den 21.-22. september 2022 i området øst for Bornholm. Inden for få timer sendte både dansk, svensk og tysk forsvar fartøjer til området, der også blev patruljeret af overvågningsfly fra både Sverige og Polen.
Yderligere befandt der sig også amerikanske fartøjer i nærheden, ligesom en amerikansk overvågningshelikopter var i luften over Østersøen.
Det danske patruljefartøj P524 Nymfen sejlede fra Rødbyhavn den 21. september om aftenen og kom til området øst for Bornholm kort efter klokken seks om morgenen.
Patruljebåden sejlede frem og tilbage i et område syd og øst for sprængningspunkterne og satte på et tidspunkt farten ned til reelt at ligge stille i området.
Det er altså et eller andet sted på den rute, at det russiske fartøj er blevet fotograferet. Hvad Forsvarets resterende 86 billeder af russiske fartøjer indeholder, vides endnu ikke.
Forsvarskommandoen har hidtil ikke villet gå i detaljer om, hvad P524 Nymfen foretog sig i området, men har blot svaret skriftligt:
»P524 Nymfens færden omkring den 22. september 2022 fulgte den normale opgaveløsning for enheden, der var indsat som en del af farvandsovervågningen i danske farvande.«
Data viser dog, at det var første gang, P524 Nymfen var i området i fem år. Jacob Kaarsbo vurderer også både den danske patruljebåds og de internationale fartøjers sejlmønster som stærkt usædvanligt.
»Tydeligvis patruljerer både Danmark og Sverige efter et mønster, der er langt fra normalt. Det er ikke et sted, hvor hverken svenskerne eller danskerne normalt kommer ud. Normalbilledet på en helt normal dag i september er, at sådan noget ikke sker,« siger han.
Information har tidligere spurgt Forsvarskommandoen, om P524 Nymfen blev sendt ud for at afvise det russiske fartøj SS-750 udstyret med en miniubåd og op til fem andre russiske flådefartøjer, der samtidig kan have været til stede.
Men det vil Forsvarskommandoen ikke svare på.
Nord Stream-sprængningerne efterforskes i øjeblikket af både danske, svenske og tyske myndigheder. Hvornår disse efterforskninger er færdige vides ikke.
Det er godt at se, at pressen bider sig fast i den her sag, så vi kan få fakta i stedet for konspirationer.
Jo jo, der er da et par lande, der ville have gavn af, at rørerne blev sprængt i ... vandet(?). Men det var godt for noget. Vi forstod, at afhængigheden af gas fra Rusland var noget skidt og det blev lige pludselig mere aktuelt at tale om alternativer, som fx vindkraft. Så måske var det i virkeligheden en win-win for Europa og, hvis russerne havde fingrene i kagedåsen, en bejmand til Rusland.
Jeg kan så forstå, at russerne med dette meget specielle og iøjefaldende skib er sejlet ud – og formentlig ved højlys dag – har sænket miniubåden i vandet 4 forskellige steder og anbragt sprængladningerne. Nu troede jeg ellers, at det var nogle ukrainere, der gjorde det fra en lystyacht, som vi fik at vide for nogle uger siden.
- og Informations research breder sig ud i de europæiske medier.
Jeg er bange for, at Rus mere og mere viser sig som en terrororganisation.
@Karsten Nielsen - 28. april, 2023 - 08:40.
"Jeg kan så forstå, at russerne med dette meget specielle og iøjefaldende skib er sejlet ud..."
Og så er der endda fotodokumentation...
Mere end man kan sige om forsøget med vildledning med tre mand i en båd (not to mention the dog).
Som det tørt blev bemærket i DR P1 morgen i dag, så er det her nok så tæt vi kommer på en rygende pistol.
Nu må Peskov virkelig i gang - han skal da skynde sig med at få sat nye batterier i Seymour Hersh!
Rygende pistoler er der som historier mange af ... spørgsmålet er hvad den sprængende bombe faktisk er, placeret og detoneret af hvem.
Kunne det være russerne, måske ... kunne det være amerikanerne eller andre, svaret er det samme.
På det geopolitiske område er der de seneste mange år sket interessante ting, Tyrkiet er det eneste muslimske land i NATO og har også det største antal væbnede styrker i NATO uden for USA. Tyrkiet er som "Strandvejen" et strategisk land der spænder over både Mellemøsten og Europa. Rusland, Kina og Saudi Arabiens forhold til Tyrkiet generelt, opblødningen i forholdet imellem Tyrkiet og Grækenland, dannelsen af East Mediterranean Gas Forum i 2019, Tyrkiet har lige modtaget det første atombrændsel fra Rusland med henblik på at starte atomkraft op til at dække et del af energibehovet.
Det interessante i debatten er dog at mange har valgt at synderen er, hvem er synderen faktisk?
Motiverne til faktisk at have placeret samt detoneret sprængningerne findes på begge sider. Hvis historien burde have lært os noget er det, at man bør være skeptiske over for overskrifter samt efterretninger. Set i et dansk lys, skete det første egentlige terrorangreb i 1807, da Englænderne satte København i brand, historien viste sig dog at være resultatet af efterretninger som ikke stod mål med virkeligheden, hvilket i nyere tids overskriftform, er efterretninger om masseødelæggelse våben i Irak.
@Michael Borregaard - 28. april, 2023 - 12:32.
Du kommer så mange steder hen i din kommentar, at det ikke er klart, hvilken rygende pistol, du efterlyser - eller stiller spørgsmålstegn ved.
Jeg tror, at de fleste kommentarer retter sig mod selve artiklen, hvor "den rygende pistol" er et relevant tema.
Hvis det derimod, som dine gevaldige svinkeærinder kan antyde, er Ruslands overfald på Ukraine i almindelighed, er "rygende pistol" en fornærmende bagatellisering af Ruslands ansvar!
@Torben Siersbæk
Jeg hylder så vel denne som mange andre historier og overskrifter velkommen. Hvad jeg i øvrigt skriver er, at "summen" af de mange rygende pistoler bliver flere, intet andet, hvorfor din fortolkning samt "svinkeærinder" står for egen regning!!
En fornærmende bagatellisering af Ruslands ansvar, hvor kommer den fra, hvad jeg beskriver oven for er, at der geopolitisk er sket interessante ting de sidste mange år, disse nye alliancer og "venskabelige håndslag" som gives samt andre faktorer, kunne "potentielt" være årsagen til at russerne selv har sprængt Nord-Stream rørledningerne, blot en tanke(torsk), et nyt jerntæppe ned igennem Europa, EU satser på grøn teknologi, i og omkring Tyrkiet og andre, satser de på atomkraft, olie og gas. Der er en verden til forskel.
På samme måde som jeg stiller et scenarie op som ovenstående, vil jeg ikke omvendt, kunne sige, at det ikke skulle have været amerikanerne med og uden "allierede" der har gjort det, motiverne er legio, spørgsmålet er hvad sandheden og årsagsvirkningsforholdet bag er? og denne historie er en blandt mange flere som man bør have i mente, intet andet....!!
God fredag!!
Såmænd bare svinkeærinder som den lokale udløber af storkonflikten, Napoleonskrigene, i 1807, Irakkrigen (hvilken af dem?), Tyrkiet i NATO.
Alt sammen lidt langt vær fra Nordstream.
Mht. sprængningen af pipelines i Østersøen: du helgarderer lige ved at påpege, at "spørgsmålet er hvad sandheden og årsagsvirkningsforholdet bag er?" Med andre ord: SKULLE det nu være Rusland, der jar stået for den praktiske udførelse, så er det i virkeligheden USAs skyld, at de gjorde det.
Længe leve Seymour Hersh!!!
Man har i de seneste par dage kunne læse i tysk presse, at de amerikanske efterretningstjenester interesserer sig meget levende for, hvad der foregår i centrale ministerier i Berlin. Det ved tyskerne, til gengæld skal man ind i værtshus- og ølteltmiljøet for at finde nogle, som anser amerikanerne for at stå bag sprængningerne i Østersøen. Set fra Berlins position er det helt usandsynligt, at amerikanerne har sprængt ledningen.
For at komme på den tanke, at det er polakkerne, der har sprængt ledningen, behøver man blot at læse det paranoide polske indlæg, The Guardian har offentliggjort i dag, men polakkerne har som bekendt også længe tordnet imod gasledningen. Alligevel ville en polsk sprængningskommando være et meget risikabelt og nærmest selvmorderisk forehavende for Polen.
Om russerne har gjort det for at drive energipriserne i vejret, ved jeg ikke, men også det ville også være ufornuftigt. Hvis det alligevel er dem, hører det til i rækken af Putins strategiske fejl, som Ruslands energiembargo og bekæmpelsen af NATO-udvidelsen har været sammen med overfaldet på Ukraine i det hele taget.
USA har sendt specialtrupper mod Nordstream l og ll ved Bornholm og anbragt tidsindstillede sprængladninger fordi de er sure på tyskerne at de køber gas hos russerne. Ukrainere tog sagen i egen hånd og hyrede en lystsejer på Rügen og slæbte 100 vis af kg sprængstof ombord og sejlede det til Bornholm, hvor de dykkede 70 meter ned og anbragte krudtet med en timer. Endelig har russerne nu haft et specialskib med miniubåd lige ved sprængstederne få dage før detonationen.
Det er sørme populære de her rør.
Og hvad med den danske patruljebåd. Tog den andet end billeder? Eller havde den sprængladninger og frømandskorpset ombord?
Det forbliver nok en hemmelighed som mordet på John F. Kennedy og en god historie mange år frem.
Dem der har haft mest gavn af sprængningerne er kineserne. De kan nu se frem til alt det billige gas de har brug for. Rørene er allerede lagt ud og har krydset grænsen til Kina ifølge en dokumentar fra tyske ZDF.
@Jesper Johannsen - 28. april, 2023 - 16:10.
Aha. Kineserne! Ser man det.
De russiske gasfelter, der promært skal forsyne Kina, befinder sig i området, der tidligere var kendetegnet ved permafrost.
De der etablerede pipelines er designet til netop at befinde sig i dyb frost og tålte fra starten meget dårligt temperaturer over frysepuktet.
De er gamle og trænger allerede voldsomt til ikke bare reparation men til udskiftning.
Derfor er det nærmest morsomt, at der påstås at være lagt nye pipelines, der skal forsyne PRC med den gas, der ikke længere kan blive presset frem fra Sibirien.
Torben Siersbæk
28. april, 2023 - 16:35
Jamen, så er det da heldigt for kineserne vi har den menneskeskabte klimaforandring, som er ved at optø permafrosten :-)
-
Advarsel - Konspirationsteori:
Men hov. De seneste 3 årtier har kineserne bidraget mest med drivhusgasudledningen godt hjulpet på vej med vores ivrige outsourcing til billig produktion og billige lønninger lige efter den kapitalistiske lærebog - Kan der være en sammenhæng? Har kineserne bevist udledt drivhusgasser i fantasifulde mængder for at få adgang til billig gas fra de snart optøede permafrost arealer i Rusland?
Hvem ved. Muligheder er der mange af.
@Jesper Johannsen - 28. april, 2023 - 18:49.
Det her er faktisk alt for alvorligt til at gøre grin med. Det var jeg så naiv, at jeg troede du også mente.
Siden du nu foretrækker at bagatellisere problemerne i Sibirien, og dermed vanskelighederne, Ruslands gasleverancer til Kina står overfor, og siden du åbenbart hverken véd noget eller gider (formår?) selv at finde relevant viden, får du hele to links her:
https://eos.org/articles/projection-110-billion-in-repairs-for-russian-p...
https://cleantechnica.com/2020/06/09/melting-permafrost-claims-its-first...
Efter at have læst disse tekster har du nok ikke længere så meget at grine af.
Hvem der er ansvarlige for den globale opvarmning er i denne sammenhæng tindrende ligegyldigt!
Den er en realitet, der allerede har katastrofale konsekvenser.
Find et andet sted at fnise ad den!!!!
Torben Siersbæk
28. april, 2023 - 19:29
Kina har investeret massivt på den russiske Yamal halvø, som ligger nord for polarkredsen i den Sibiriske evige is, med indvinding og transport af LNG gas. Her ligger et af verdens største LNG anlæg med bl.a. udskibning til Kina. Her er der blevet bygget enorme gasanlæg i en størrelse, så de har strategisk betydning for den russiske økonomi.
Men der er en streg i regningen for Rusland. Godt nok er Rusland geografisk et kæmpe land. Men Rusland er en økonomisk dværg i forhold til Kina med en økonomi som en kinesisk provins. Kina er ikke tilstede i Rusland eller har indgået en strategisk aftale med Rusland for at danne venskab men udelukkende af egen interesse. For kineserne har brug for de enorme natur ressourcer Rusland råder over. Rusland råder over 27% af verdens frugtbare jord. En stor del ligger uberørt hen i det østlige tyndt befolkede Rusland. Klods op af grænsen til Kina og venter på at blive taget i brug. Og Kineserne lader ikke vente på sig. De er allerede rykket ind og har bosat sig på russisk jord og i russiske byer i området. Og Rusland har efter Ukraine krigen brug for kinesernes penge. Men det kan meget meget nemt give et gevaldigt tilbageslag for Rusland, som hurtigt ender som den føjelige, som bliver udbyttet i det forhold. Et ligeværdigt forhold, det bliver det aldrig. Når Putins Rusland opdager de reelt er blevet ”besat” af kineserne er det for sent. Men vesten slap de da af med. Kina har til mål at blive verdens førende land på alle områder inden 1949. Russerne er deres nyttige idioter. Man kan ligefrem se Putins underdanighed, når han optræder sammen med Xi Jinping.
Kina har i øvrigt en mega aftale med USA om indvinding af LNG gas i Alaska på 43 milliarder dollar. Aftalen er indgået med Donald Trump som præsident efter dennes besøg i Kina 09. november 2017. Så da Alaskas guvernør Bill Walker kontaktede Trump i 2017 for at få penge til investeringer i LNG gas i Alaska. Ca. 2 uger senere fik Bill Walker besked på, at Xi Jinping ville mødes med ham. Og så kom Xi til Alaska for at tale investeringer.
- Lidt morsomt. Ikke.
Alt drejer sig kun om penge. Alt. Intet andet. Glem alt om demokrati, frihed og menneskerettigheder. Bare se, hvad vi har gjort mod klimaet. For penge.
PS. Der ligger et lignende LNG anlæg på Sakhalin øen i det syd/østlige Rusland nord for Japanske Hokkaido. Kun et stenkast fra Kina.
Jamen tänk..... Kan det så alligevel väre Rusland, der har udfört sabotagen? Hvor overraskende.... (sarkasme slut).
@Jesper Johannsen - 28. april, 2023 - 22:26.
Interessant.
Hvor kan man læse nærmere om de anlæg, du omtaler, og hvordan de kan få gassen frem fra de stærkt nødlidende pipelines?
Gerne links, tak!
@ Lasse Schmidt
Präcis. Og det kan tilföjes, at der ikke er noget, Rusland hellere vil, end at udvide krigen. Isär hvis det kan ske på en måde, så Rusland kan påstå, at de forsvarer sig mod et angreb fra Nato. For så kan de måske få Kina til at gå ind i krigen på russisk side.
Tør man indvende som det første mod Antoniette Calderas tolkning, at det ville være den nemmeste ting i verden for Rusland at involvere NATO i krigen: Der kan tænkes adskillige krigshandlinger med ABC-våben, som øjeblikkeligt ville føre til det, eller handlinger af den art, krigshetzere på russisk tv underholder med.
Jeg tvivler også på, at Kina skulle have sådan en interesse. For det tilfældes skyld at Kina ønsker det, og russerne ikke kan regne ud, hvad der kræves, kunne de sikkert få et råd i Beijing. Foreløbig er Europa Kinas største udenrigshandelspartner, men man behøver blot at tale med apotekere for at forstå, at der nok vil ske ændringer i handelen. Kina kan sagtens drosle ned, men gør det ikke. Til gengæld vil europæerne.
@Jørgen Mathiasen
Du læser ikke, hvad der står.
Hvis Rusland åbenlyst angriber et NATO-land, vil Kina formentlig ikke kunne forsvare at træde ind på Ruslands side, fordi Rusland (igen) åbenlyst er aggressoren.
Hvis Rusland kan påberåbe sig 'plausible deniability' - som fx med rørledningerne - og NATO svarer igen med noget offensivt mod Rusland, kan Kina træde ind på russisk side med den undskyldning, at de støtter den angrebne part. Hvis de ønsker det, hvilket de forhåbentlig ikke gør.
Det er efter al sandsynlighed NATOs tilbageholdenhed og benægtelse af russisk aggression, der gør, at vi ikke balancerer på randen af 3. verdenskrig.
@Jørgen Mathiasen - 30. april, 2023 - 09:56.
Mht. NATO-involvering i Ukrainekrigen har du helt ret i, at det ville være en smal sag for Rusland at provokere en NATO-reaktion ved at angribe et NATO-land.
Men et sådant brud på PRC's højtideligt erklærede principper ville være ødelæggende for Kremls forståelse med Beijing.
Så den skjulte provokation, som f.eks. blev benyttet af Tyskland op til 1. september 1939, med straffefanger, der - iklædt polske uniformer - blev myrdet og "fundet" lige indenfor Det Tredje Riges grænse mod Polen, vil efter min opfattelse være mere anvendelig for Kreml.
Rusland har ligeledes etableret gas linjer til Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien som er koblet til Ruslands sibiriske pipelines, hvor Rusland råder over enorme naturgas forekomster. Der er ligeledes fortsat gasrør til Europa gennem bl.a. Yamal-Europe, Northem Lights, Brotherhood, Soyuz, South Stream, Bluestream. Altså bare ikke Nordstream I og II længere. Som bekendt. Tyskland har f.eks. importeret naturgas fra Rusland siden starten af 70'erne gennem Yamal-Europe. Altså længe før Nordstream I og II.
Den første russisk/kinesisk gas rørledning, Power Of Siberia, blev etableret i 2014, samtidig med Krim annektereingen, gennem en strategisk aftale mellem Rusland og Kina. Den er i øvrigt lagt ud, så den også kan forsyne den koreanske halvø med gas gennem Vladivostok. Sakhalin er ligeledes koblet på Power Of Siberia.
From Russia With Love :-)
@Jesper Johannsen - 30. april, 2023 - 11:51.
Det er absolut velkendt (næsten banalt) stof, at der, gennem en længere årrække, er etableret stribevis af naturgaspipelines fra Rusland til nabolande og videre derfra.
Hvad du stadig ikke kommenterer - og stadig undlader at henvise til kilder til dine oplysninger - er, til hvilken nytte disse pipelines er, når forsyninger fra sibiriske gasfelter reduceres alvorligt eller helt afbrydes i kraft af de klimabetingede temperaturstigninger, der afslutter permafrostens stabilisering af undergrunden.
Dét er, om noget, bomben under naturgasleverancer fra Rusland - og dermed Ruslands økonomi!
Jeg har senest, forgæves, bedt dig om mere baggrundsstof i denne kommentar: https://www.information.dk/node/791032#comment-1598003.
Kom nu med dem!
De metoder og strategier som alle militære magter bruger, BURDE åbne for mere nuancerede betragtninger eller analyser - men "underligt nok" vælger de fleste at gøre store spørgsmål mindre og u-nuancerede - så kan enhver da følge med.
" JEG TROR PÅ DET JEG HÅBER " altså håber at det er Russerne som har udført sabotagen på North Stream = er åbenlyst den fortælling som
de fleste vil sluge.
Det er utrygt og angst skabende og "næsten ikke til at tro" at vores allierede kunne forråde os !!!
@Anne Bruun
" JEG TROR PÅ DET JEG HÅBER " - tænker du her specifikt på de debattører, der tror på Hershs fantasterier? Dem er man jo nødt til at være troende for at acceptere, fordi Hersh ikke fremfører skyggen af bevis for sine påstande.
Det er mig ubegribeligt, at folk vil sluge en fortælling fra Hersh, udelukkende fordi den fortælling underbygger noget, de allerede tror på.
@Anne Bruun - 30. april, 2023 - 17:26.
Er det nu også smart at lave en stråmand på ALLE du er uenig med?
Er det virkelig sådan du regner med at andre vil tillægge dine indlæg værdi?
For mig har det i hvert fald den stik modsatte effekt!
Jeg har hele tiden ment - og givet udtryk for - at jeg venter på at der bliver offentliggjort troværdig information, hvis vi ikke kan få dokumentation, for hvordan sabotagen er udført, og hvem der er ansvarlig.
Derfor har jeg også koncentreret mig om at følge og vurdere hvilke offentliggjorte overvejelser, der har den mindste smule af troværdighed, og som kan stemme overens med observerede hændelser.
Ud fra sådanne kriterier er Hershs overilede skriv faldet uhjælpeligt igennem som ren spekulation.
Om det modsat betyder, at den dokumentation, der er sluppet ud sidenhen - skibstyper, lokationsoplysninger, fotodokumentation mmm. - er tilstrækkeligt til at fastslå det faktiske forløb i Østersøen, skal jeg ikke afgøre.
Jeg synes dog nok at Kreml skylder nogle meget solide forklaringer på den russiske flådes aktiviteter i området den kriminelle periode før eksplosionerne.
Russerne har måske den gode grund at de har informationer om amerikanske fartøjer i området - hvilket giver grund til at være tilstede og undersøge hvad der foregår.
@Anne Bruun
Måske og måske og måske. Hvis det er tilfældet, kan russerne vel fremlægge beviser? Jeg håber, at du selv kan se, at du forsøger at underbygge din tro i stedet for at se på fakta først og så danne en konklusion bagefter.
Heldigvis har Informations journalister allerede sendt en anmodning for at få afklaret, om der også var amerikanske fartøjer i området.
@Anne Bruun - 30. april, 2023 - 19:27.
Hvis Kreml ligger inde med hug- og stikfaste beviser er det særdeles ejendommeligt, at de ikke for længst har offentliggjort dem.
Du kommer med spekulationer hvorimod jeg foretrækker kendsgerninger.
De få kendsgerninger, der er dokumenteret indtil nu, peger ikke mod USA. De peger den anden vej!
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »